Erindringsaktiviteter: Erindringskasser, livshistorier og fotos

Erindring betyder simpelthen at nyde fortiden sammen. For mange mennesker, der lever med demens, står minder fra for årtier siden klarere end det, der skete i morges. Fotos, velkendte genstande, musik og historier kan åbne disse minder og give dig noget varmt at dele. Den ene regel: Det er en samtale, aldrig en quiz.

Hvad er erindring, og hvordan adskiller det sig fra quiz?

Erindring er at dele minder gennem fotos, genstande, musik eller video, i personens eget tempo. NHS beskriver det som at dele tidligere oplevelser og historier med hjælp fra fotos, genstande, videoer eller musik, i en bog eller på en tablet. Quiz er noget andet: Det beder personen om at fremstille et rigtigt svar, og det kan give flovhed i stedet for glæde.

National Institute on Aging nævner at spørge en person, om de husker noget eller nogen, som noget, man bør undgå. Family Caregiver Alliance foreslår at undgå spørgsmål, der kræver korttidshukommelse, og i stedet tale om den mere fjerne fortid.

Hvordan taler du om fotos uden at quizze?

Begynd med det, du ser, og lad så plads til, at personen kan tilføje noget, hvis de vil.

1. Sid side om side. Hold albummet mellem jer, så I kigger sammen og ikke tester over et bord.
2. Vælg nogle få fotos. Fem gode fotos er bedre end en hel kasse. Store, tydelige kopier virker bedst.
3. Navngiv folk selv. »Her er dig og far på jeres bryllupsdag« fjerner presset.
4. Kommentér detaljer. Tøj, biler, mad, vejr, ansigter. »Sikke en bil. Den ser så blank ud.«
5. Inviter, kræv ikke. »Fortæl mig om …« eller »Hvad lægger du mærke til?« Stilhed er fint.
6. Følg deres spor. Hvis de taler om noget helt andet, så gå med.
7. Stop, mens det er behageligt. Luk albummet, før træthed sætter ind.

Til færdige billedopfordringer, prøv samtalekort. For at lave dine egne familiefotos om til et blidt matchspil, prøv Fotopar; de fotos, du vælger, bliver i din browser.

Hvordan laver du en erindringskasse?

En erindringskasse er en beholder med genstande fra personens liv, som de kan røre ved og tale om.

1. Vælg en robust kasse, der er let at åbne, for eksempel en skokasse, en hattæske eller en lille træskrin.
2. Vælg et tema eller en blanding. Arbejde, en hobby, et sted, et årti eller lidt af hvert.
3. Saml sikre genstande. Fem til ti ting er rigeligt til at starte.
4. Brug kopier af dyrebare ting. Kopiér uerstattelige fotos og dokumenter, og gem originalerne i sikkerhed.
5. Tag én genstand ud ad gangen. Giv den til personen, sig noget om den, og se, hvor samtalen går hen.

Idéer til at putte i:

• Arbejde: et navneskilt, et lille værktøj, et uniformsmærke, en hovedbog, en sygeplejerskebroche, en kogebog fra en café.
• Hjem: et opskriftskort i deres egen håndskrift, et viskestykke, et yndlingstørklæde eller slips.
• Hobbyer: et fiskewobler uden krog, en baseball, et nøgle af garn, en frøpose.
• Steder: postkort, kort, et turistsouvenir, en udklip fra en hjembys avis.
• Familie: kopier af fotos, et barns tegning, en bryllupsinvitation.

Lad skarpe genstande, små ting der kan sluges, og alt, der kan vække smertefulde minder, ligge, medmindre du ved, at det er velkomment.

Hvordan laver du en livshistoriebog?

En livshistoriebog er et simpelt album med fotos og korte billedtekster om personens liv. Det er noget, I kan kigge i sammen, og det hjælper besøgende og plejepersonale med at se hele personen.

1. Vælg et format. En ringbind med plastlommer, en trykt fotobog eller et diasshow på en tablet.
2. Planlæg nogle få afsnit. Barndom, skole, arbejde, familie, steder de har boet, tro, hobbyer, yndlingsmad og musik.
3. Tilføj ét eller to fotos pr. side med en kort billedtekst med stor skrift: »Mary, 22 år, starter i banken.«
4. Medtag vaner og rutiner. »Drikker kaffe med mælk. Elsker søndagens salmer. Kan ikke lide høj tv-lyd.« Det hjælper alle, der passer dem.
5. Inddrag personen, så meget de vil, med at vælge fotos, fortælle historier eller bare se det tage form.
6. Bliv ved med at tilføje. Den behøver ikke være færdig for at være nyttig.

Flere erindringsidéer

• Spil musik fra deres ungdom, og tal om, hvor den fører dem hen. Se musikaktiviteter.
• Se hjemmefilm eller tv-serier fra deres yndlingsårtier.
• Lav en barndomsret, og lad dufte lede samtalen.
• Kig på et kort over deres hjemby, og følg de velkendte gader.
• Læs gamle kataloger eller blade og tal om priser, mode og biler.
• Optag deres historier på en telefon, med deres tilladelse, til familien.
• Del under opkald. Hold et foto op under et videoopkald; se telefon- og videoopkald.
• Tag et foto eller en genstand med, når du besøger. Det giver besøget et let fokus; se besøg.

Hvad hvis et minde gør ondt?

Nogle minder vækker sorg, anger eller frygt. Hvis personen bliver ked af det, så stop, trøst dem, og skift blidt emne eller aktivitet. Diskutér ikke, hvad der skete. Family Caregiver Alliance råder mod at forsøge at overbevise en person om, at de tager fejl, og foreslår at svare på de følelser, de viser, som er virkelige. Hvis de taler om en, der er død, som om de var i live, så svar på følelsen: »Du savner hende. Fortæl mig om hende.«

Hvad siger forskningen?

Et Cochrane-review af erindring, der dækker 22 forsøg og 1.972 personer, fandt, at effekterne var inkonsistente, små og varierede efter miljø og format. Det fandt ingen tegn på skade for mennesker med demens. Vi foreslår erindring, fordi det kan give varm, meningsfuld tid sammen, ikke som en behandling. For mere om en let samtale, se kommunikationstips.