Når en person med demens bliver ved med at ville hjem

»Jeg vil hjem.« For mange familier er det et af de sværeste ord at høre, især når den person, du passer, sidder i sin egen stue. Det er almindeligt, det kan ske på ethvert stadie af demens, og der findes rolige, praktiske måder at svare på. Denne side forklarer, hvad ordene ofte betyder, hvad du kan sige, hvilke aktiviteter der kan hjælpe i øjeblikket, og hvordan I holder jer sikre.

Hvorfor vil en person med demens hele tiden hjem?

Som regel er »hjem« mere en følelse end et sted. Alzheimer’s Society beskriver det som en følelse af tryghed og sikkerhed, eller et hjem fra fortiden frem for selve huset. Demens kan få velkendte rum til at virke fremmede, og en person kan føle, at de er i en tidligere livsfase, hvor hjemmet var et barndomshjem eller det sted, hvor de opdrog deres børn.

Ordene kan også være et tegn på, at noget andet er galt lige nu: de er sultne, tørstige, skal på toilettet, har smerter, er for varme eller kolde, er trætte, ensomme, bange eller overvældet af støj. National Institute on Aging nævner smerte, støj, ensomhed, ændringer i rutinen og medicin blandt årsagerne til agitation.

Hvad skal jeg sige, når de beder om at komme hjem?

Svar på følelsen, ikke på ordene. Family Caregiver Alliance råder dig til ikke at forsøge at overbevise personen om, at de tager fejl. Deres følelser er ægte, så svar først med trøst og forsikring, og led derefter blidt over til noget andet.

Sætninger, der ofte hjælper:

• Sæt ord på følelsen. »Det lyder, som om du savner hjemmet.«
• Forsikr. »Du er tryg her, og jeg er hos dig.« Alzheimer’s Association foreslår de enkle ord »Du er tryg her«.
• Inviter til minder. »Fortæl mig om dit hjem. Hvordan så dit køkken ud?« At spørge om den fjerne fortid er som regel mere behageligt end spørgsmål om i dag.
• Tilbyd noget sammen. »Lad os først have en kop te«, eller »Vil du hjælpe mig med de her håndklæder?«

En varm tone og en hånd på armen, hvis de kan lide berøring, kan sige mere end ordene.

Hvad bør jeg undgå?

• At argumentere eller forklare. »Du bor her nu« eller »Det her har været dit hjem i 40 år« beder dem acceptere noget, som demens gør svært at acceptere, og det kan føles som at blive fortalt, at de tager fejl.
• Quizzing. »Husker du ikke?« eller »Hvad er adressen?« lægger pres på.
• At blokere døren i vrede. Hvis de går ud, så bliv rolig og gå med dem. En kort gåtur sammen dæmper ofte trangen.
• At skynde sig. Giv dem tid til at tale om hjemmet, før du skifter emne.

Aktiviteter, der kan hjælpe i øjeblikket

Når du har anerkendt følelsen, kan en rolig, velkendt aktivitet flytte opmærksomheden uden at afvise følelsen.

1. Se billeder af hjemmet og familien. Vend siderne, og kommentér (»Se den have«) i stedet for at stille spørgsmål. På en telefon eller tablet laver Fotopar dine egne familiefotos om til et blidt parspil, og fotoene bliver på din enhed.
2. Tal om hjemmet. Samtalekort giver åbne spørgsmål om huse, køkkener, naboer og helligdage uden rigtige eller forkerte svar.
3. Spil musik, de elsker. National Institute on Aging nævner rolig musik blandt måderne at dæmpe agitation. Se vores musikaktiviteter.
4. Tag en snack eller en drik. Sult og tørst kan ligne rastløshed. En kop te eller en yndlingsgodbid er også en lille ritual for at være hjemme.
5. Gå en tur eller sid udenfor. Bevægelse og dagslys hjælper, især tidligt på dagen.
6. Giv en kendt opgave. At folde tøj, sortere bestik eller vande planter kan bringe følelsen af at drive et hjem tilbage.
7. Sæt farten ned. Sluk for fjernsynet, dæmp støj og blænding, og prøv en fælles rolig vejrtrækning.

Hvis én idé ikke virker, så prøv en anden senere. At sidde stille sammen er også et godt resultat.

Tjek for en årsag, du kan rette

Alzheimer’s Society foreslår at føre en kort logbog over, hvornår spørgsmålet kommer, for eksempel før måltider, efter besøg eller ved skumring. Mønstre gør det lettere at planlægge på forhånd.

Er det okay at sige en hvid løgn?

Det er en reel debat, og venlige familier lander forskellige steder. Alzheimer’s Society siger, at der ikke er ét rigtigt svar: usandheder kan gøre nogle mennesker mere mistroiske, så beslut, hvad der er bedst for personens interesser, og vær konsekvent. Ved Penn Memory Center er medlederens synspunkt, at sandheden er udgangspunktet, og at en blid usandhed kun er acceptabel, når personen ikke kan bearbejde en bestemt sandhed. Man må aldrig gøre grin med deres virkelighed.

Mange pårørende finder en mellemvej, der virker: ærlig trøst og omdirigering først (»Vi bliver her i nat, og jeg er lige her hos dig«), uden at diskutere, hvor hjemmet er.

Hvad hvis det sker hver eftermiddag eller aften?

Rastløshed, der starter eller bliver værre sidst på eftermiddagen, kaldes ofte sundowning. National Institute on Aging foreslår en fast tidsplan, dagslys og aktivitet, færre sene lure og ingen koffein eller alkohol sidst på dagen. Det kan også hjælpe at tænde lyset, før det bliver mørkt. Vores guide til rolige aktiviteter sidst på eftermiddagen har mere.

Sikkerhed, hvis de prøver at gå

At spørge efter at komme hjem kan føre til omstrejfning. Alzheimer’s Association anslår, at seks ud af ti personer med demens vil gå rundt på egen hånd mindst én gang.

Forbered dig på forhånd:

• Et ID- eller medicinsk armbånd med deres navn og dit telefonnummer, og mærkater i deres tøj. National Institute on Aging nævner MedicAlert og Alzheimer’s Associations Safe and Found-program, som kan koste penge.
• En dørklokke eller alarm og låse placeret højt eller lavt. Lås aldrig personen inde alene.
• Et nyt nærbillede af dem og en liste over steder, de måske vil hen, såsom et tidligere hjem eller en arbejdsplads.
• Fortæl betroede naboer, og giv dem dit nummer.

Hvis de forsvinder: begynd at lede med det samme. Alzheimer’s Association oplyser, at mange finder folk inden for 1,5 mile. Hvis du ikke har fundet dem inden for 15 minutter, så ring til 112 og sig, at personen har demens. Ring til 112 med det samme, hvis nogen er i fare.

Hvornår skal jeg ringe til en læge?

Ring hurtigt til personens læge, hvis spørgsmålene eller forvirringen starter pludselig eller bliver meget værre over timer eller dage. National Institute on Aging siger, at pludselig eller hurtigt skiftende adfærd, især efter en infektion eller en medicinændring, straks skal tages op med en læge. Pludselig forvirring kan være delirium, som NHS siger kræver hurtig hjælp. Urinvejsinfektioner er en almindelig årsag hos ældre.

Det hjælper også at nævne et stabilt mønster ved næste aftale, da smerte, lavt humør, søvnproblemer eller bivirkninger af medicin alle kan spille en rolle.